Den norske skistjerne Petter Northug har stadig en stor sponsor i ryggen, selv om han i maj måned kørte galt i sin bil i forbindelse med spritkørsel.
Onsdag stod det klart, at Supermarkedsgiganten Coop fortsætter sit sponsorat af Northug.
Skistjernen er lettet ovenpå den landede aftale, oplyser hans agent.
– Det er helt afgørende for Petters videre elitesatsning. Vi har haft grundige og gode diskussioner. Begge parter var indstillede på at finde en løsning, siger agenten Are Sørum Langås.
Han afslører ikke nærmere, hvad aftalen indebærer.
Onsdag stod det til gengæld klart, at bilmærket Audi ikke forlænger sponsoraftalen med Northug.
Det forventes, at Northug får en ubetinget dom for at have kørt spritkørsel. Han kan dog muligvis komme til at afsone med fodlænke.
Northugs næste store mål er vinterens VM i svenske Falun, hvor han skal revanchere sig for et skuffende OL i Sotji.
/ritzau/