Wozniacki om optur: Det er en spændende tid


    Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki var nede og vende som nummer 18 i verden tilbage i marts, men nu er hun på vej tilbage til top-10.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Mandag avancerede hun til 12.-pladsen efter endnu en god turnering i Toronto, hvor hun var bare to partier fra at slå verdens nummer et, Serena Williams, i kvartfinalen.

    Ligeledes mandag fik hun så en god begyndelse på den stærkt besatte turnering i Cincinnati med en sikker sejr over Magdalena Rybarikova.

    Det var Wozniackis 15. sejr ud af de seneste 18 mulige, og hendes formkurve virker stødt opadgående. Blandt andet vandt hun i juli en hardcourt-turnering i Istanbul.

    – Jeg er, hvor jeg skal være i øjeblikket. Både mentalt og fysisk på banen. Det er en spændende tid, siger Caroline Wozniacki ifølge The Sport Review.

    Hun har for vane at toppe i den amerikanske hardcourt-sæson, der kulminerer med US Open i New York. Her var hun i finalen i 2009.

    – Jeg har arbejdet virkelig hårdt, og jeg kan virkelig godt lide denne del af sæsonen. Jeg elsker at spille på græs, og jeg elsker US Open-serien. US Open er også den grand slam-turnering, jeg har gjort det bedst i.

    – Det er helt sikkert en del af sæsonen, hvor jeg spiller godt, og det hjalp på selvtilliden at vinde i Istanbul, siger Wozniacki.

    Natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid spiller hun anden runde ved turneringen i Cincinnati.

    Modstanderen er kineseren Shuai Zhang, der rangerer som nummer 31 i verden.

    /ritzau/