Hvis Jens Rohde forlader EU-Parlamentet for at blive Viborgs ny Venstre-borgmester, er Morten Løkkegaard hans afløser i EU-Parlamentet.
Ved EU-parlamentsvalget vandt Jens Rohde Venstres andet mandat efter Ulla Tørnæs med 48.882 personlige stemmer mod 43.960 personlige stemmer til Morten Løkkegaard.
Morten Løkkegaard vil ikke kommentere sin mulighed for at få knap fem år mere i EU-Parlamentet, hvis Jens Rohde trækker sig for at blive Viborgs borgmester i stedet for De Konservatives ny leder, Søren Pape Poulsen.
– Det er ren spekulation, hvad der foregår lige nu. Jeg kan ikke forholde mig til spekulationer. Jeg har brugt sommeren på mentalt at indstille mig på, at jeg skal være folketingskandidat.
– Jeg er opstillet af Venstre i Ballerupkredsen, hvor der er opstillingsmøde onsdag i næste uge, siger Morten Løkkegaard.
Morten Løkkegaard blev i 1988 journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Han arbejdede på Morgenavisen Jyllands-Posten, før han fra 1990 til 2005 var ansat i Danmarks Radio som politisk reporter og senere studievært på TV-Avisen og redaktør ved Søndagsmagasinet.
I 2009 blev Morten Løkkegaard indvalgt i EU-Parlamentet som den anden af Venstres tre mandater.
/ritzau/