Da De Konservative i Viborgs byråd søndag holdt gruppemøde, var det kun Nina Hygum, der blev nævnt som en mulig borgmesterkandidat for Venstre i Viborg, efter Søren Pape Poulsen (K) trak sig fra posten for at blive De Konservatives partiformand.
Mandag meddelte Jens Rohde, at han vil være Venstres borgmesterkandidat. De Konservative i Viborg vil ikke afvise at pege på venstremanden, men det vigtigste for dem er, at den nye borgmester vil fortsætte på baggrund af et bredt byrådssamarbejde.
Det siger Torsten Nielsen, gruppeformand for De Konservatives byrådsmedlemmer i Viborg.
– Nu har Jens Rohde godt nok ikke været i mine tanker, og han har ikke været vendt og drejet på vores gruppemøde i går. Men er det Jens, som melder ud, at han kan samle alle, så kigger vi velvilligt på det.
– Men vi er selvfølgelig i en situation, at hvis det ikke kan lade sig gøre, så er vi til gengæld heller ikke med på noget blokpolitik af en art. Det har vi set, hvad resultaterne bliver af.
– Det primære for os er, at det skal være en, som kan samle byrådet. Om det så er en A, V eller C’er, det tager vi stilling til, når vi har set, hvem de forskellige stiller med, siger Torsten Nielsen til Ritzau.
Han påpeger, at De Konservative fik borgmesterposten efter en konstituering, hvor 30 ud af 31 byrådsmedlemmer bakkede op.
Socialdemokratiets Per Møller Jensen har meldt sit borgmesterkandidatur, men det er ikke sikkert, at De Konservative selv stiller med et alternativ til socialdemokraten eller Jens Rohde.
Spørgsmål: Forestiller du dig, at der kommer et konservativt alternativ til borgmesterposten?
– Det afhænger af, hvor der bliver peget hen. Med andre ord: Vi går ikke efter en borgmesterpost for enhver pris. Selvfølgelig er det ikke rart, at skulle af med en borgmesterpost, det er der ingen tvivl om, men vi må være realistiske og se, hvad der er bedst for borgerne.
– Det er dem, som fordelte mandaterne i november, og så må de 31 valgte gøre det bedst muligt, siger Torsten Nielsen.
/ritzau/