Tyfon i Japan skaber rejsekaos


    Et kraftigt uvejr med voldsomme vindstød og bunker af regn har søndag ramt Japan. En person er druknet i en flod, og mindst 33 personer er kommet til skade på grund af tyfonen Halong.

    Myndighederne har udstedt den højeste tyfonvarsling og beordret 1,6 millioner japanere til at komme væk fra tyfonens bane i den vestlige del af landet. Der er også udsendt advarsler om risiko for jordskred. Visse steder skulle der ifølge Reuters være faldet helt op til 100 centimer regn på en time.

    Uvejret har forårsaget store trafikforstyrrelser, netop som mange japanere er ved at gå på sommerferie. Over 200 flyafgange er aflyst på grund af uvejret, og landets berømte højhastighedstog kører heller ikke planmæssigt.

    I provinsen Gifu mistede en mand livet, da han blev revet ned i en flod, der var løbet over sine bredder. Ud for kysten i Wakayama meldes en surfer desuden savnet, oplyser den nationale tv-station NHK.

    Tyfonen ventes at bevæge sig i nordlig retning ind over Japans hovedø Honshu. I den østlige del, herunder hovedstaden Tokyo, ventes der omkring 40 centimeter regn i løbet af søndagen.

    /ritzau/Reuters