– Hvad spekulerer du på, når du ligger der i din seng?
– Ikke at jeg skal dø, i hvert fald.
Sådan svarede en hospicepatient, da han blev interviewet om sit forhold til døden af Lene Moestrup, der skriver ph.d. om eksistentielle behov hos døende. Og han var ikke den eneste, skriver Kristeligt Dagblad.
De fleste, Lene Moestrup talte med, fortalte, at de hverken havde lyst til at fokusere på døden eller frygtede den.
– Man har en forventning om, at mennesker er bange for døden, og psykologien har etableret en idé om, at alle har en grundlæggende angst for at dø. De fleste af de patienter, jeg har talt med, gav udtryk for, at de ikke var bange for at dø. Nogen af dem var bange for, hvordan de skulle dø, og havde en stor sorg over at skulle forlade livet, men de var ikke bange for selve døden. Det er overraskende, siger Lene Moestrup, ph.d.-studerende ved Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet og lektor ved University College Lillebælt.
Hospicepatienterne havde generelt positive forestillinger om efterlivet.
– Når man spørger dem, om de har nogen forestillinger om døden, siger de, at de forestiller sig noget positivt og noget, der ikke gør ondt. De fleste læner sig ikke op ad de kristne forestillinger om paradiset, men har individuelle forestillinger, som ikke hænger sammen med almindelige religioner, siger Lene Moestrup.
Tankerne om tiden efter døden gjorde det nemmere for dem at forholde sig til døden.
– Nogen tror, at livet er en cyklus, fra barn til voksen til barn igen, andre på at livet ender med den sorte intethed, en tror på det kristne paradis, men det er generelt flyvske forestillinger. Danskerne er kendt for at have en sekulær tilgang, hvor kristendom ikke fylder så meget. I stedet konstruerer de måske noget positivt, så det bliver nemmere at håndtere døden, så den bliver mindre farefuld.
