Den nordirske golfstjerne Rory McIlroy virker helt ustyrlig på en golfbane i denne tid.
Han går fra triumf til triumf og er på vej mod endnu én.
I juli vandt han British Open og dermed sin tredje major. I sidste uge vandt han Bridgestone International i Ohio og topper nu verdensranglisten.
Aktuelt er han i spidsen for PGA Championship.
I et interview med Daily Mail vurderer han, at bruddet med den danske tennisspiller Caroline Wozniacki har gavnet karrieren.
– Jeg tror det, der skete, har været for det bedste i forhold til min golfkarriere.
– Jeg har kunnet bruge mere tid på golf, og det har igen givet mig større fokus. Jeg mener, hvad skulle jeg ellers lave nu, spørger Rory McIlroy retorisk.
– Jeg tager på golfbanen, tager i træningscentret, det er mit liv for tiden. Jeg har arbejdet hårdt før, men i de seneste måneder har jeg virkelig begravet mig selv i mit spil. Det fungerer tydeligvis ret godt, så det fortsætter jeg med, siger han i interviewet.
Lørdag skal han forsøge at fastholde førstepladsen ved PGA Championship, hvor de to finalerunder spilles i weekenden.
/ritzau/