WHO: Ebola er nu en international nødsituation


    Ebola-epidemien i Vestafrika er nu en international nødsituation.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det siger en ekspertkomité i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, efter den i to dage har været samlet til krisemøde i Genève for at diskutere den alvorlige situation.

    Organisationens komité for nødsituationer, som blandt andet består af medicinske eksperter, er blevet enige om at erklære ebola for en “sundhedsmæssig nødsituation af international betydning”.

    – En koordineret, international respons er nødvendig for at stoppe og slå den internationale spredning af ebola tilbage, lyder det fra WHO i en udtalelse.

    WHO beder det internationale samfund om at hjælpe de ebola-ramte lande i Vestafrika. Det siger chefen for organisationen, der siger, at epidemien er den værste i fire årtier.

    Samtidig opfordrer WHO de lande i Afrika, hvor ebola lige nu breder sig, til at erklære undtagelsestilstand for at komme epidemien til livs.

    Det skete allerede onsdag i Liberia, som er et af de tre lande, hvor sygdommen har slået flest mennesker ihjel.

    Ebola taget livet af mennesker i fire vestafrikanske lande – Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria. 932 personer har ifølge Verdenssundhedsorganisation, WHO, mistet livet.

    Derudover er flere end 1711 mennesker enten bekræftet smittet eller mistænkes for at være det.

    USA’s sundhedsstyrelse (CDC) opgraderede onsdag sit alarmberedskab til det såkaldte niveau 1 på grund af udbruddet og sygdommens “mulighed for at påvirke mange liv”.

    /ritzau/Reuters