Det vil formentlig gå ud over dansk økonomi og danske arbejdspladser, når Rusland lukker af for import af visse fødevarer fra de lande, der selv sanktionerer russerne.
Det vurderer Henrik Zobbe, der er leder af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.
Han undersøgte sammen med to kolleger i foråret, hvor stor betydning vareeksporten til Rusland har for Danmarks økonomi.
– Alt i alt er der 7000 danske job, der er afledt af landbrugseksportens til Rusland. De forsvinder dog ikke fra den ene dag til den anden, for man vil forsøge at afsætte varerne andre steder.
– Men det bliver nok til lavere priser på nogle markeder, hvor man skal kæmpe for at få dem afsat, og derfor bliver der sikkert en eller nettovirkning på et par tusinde arbejdspladser, som det kan koste, hvis der bliver lukket helt af, siger Henrik Zobbe.
Det er endnu ikke helt klart, præcist hvilke fødevarer russerne vil blokere for. Men Danmark har specielt én vare, som vil gøre ondt at skulle sende andre steder her.
– Det er klart svinekød, vi sælger mest af til Rusland. Men faktisk har man ikke solgt så meget på det seneste, fordi russerne lukkede af for europæisk kød på grund af svinepest i Polen og Litauen.
– Derfor er man allerede indstillet på en nedgang i efterspørgslen og været i gang med at finde alternative markeder, siger forskeren, der er spændt på at se, hvor længe de russiske sanktioner opretholdes.
– Det her kommer jo også til at gøre ondt på Rusland, og derfor er der ikke ret mange, der kan være interesserede i, at det fortsætter, siger han.
Det russiske importstop kommer som en reaktion på de sanktioner, som EU og USA har pålagt Rusland i forbindelse med den uafklarede situation i Ukraine i et forsøg på at få russerne mere aktivt involveret i at stoppe konflikten mellem ukrainerne og prorussiske separatister.
/ritzau/