En færge med flere hundrede passagerer er mandag kæntret på en flod i Bangladesh, oplyser myndighederne.
Ifølge de foreløbige meldinger er omkring 100 personer blevet reddet op af vandet i live, mens to personer er blevet fundet døde. Resten af passagerne er savnet.
Færgen sejlede på floden Padma, omkring 30 kilometer sydvest for hovedstaden Dhaka, da den ifølge myndighederne kom i problemer i de høje bølger på floden.
– Vi har hørt, at færgen var overfyldt, og at det var hårdt vejr, siger Tofazzal Hossain, politichef i Madaripur, hvor færgen stævnede ud fra tidligere på mandagen.
Ifølge hans oplysninger var der mellem 170 og 200 passager om bord på færgen, men ifølge en af de overlevende, som har talt med en lokal tv-station, var der nærmere 350 mennesker med færgen.
– Bølgerne var høje, og pludselig blev færgen ramt af en høj bølge og oversvømmet med vand. jeg kom ud gennem et vindue, hvorefter færgen sank hurtigt, sagde vidnet, der blev reddet i land af en motorbåd.
Færgeulykker sker med jævne mellemrum i Bangladesh, hvor færgerne ofte er overfyldte og dårligt vedligeholdt. Derudover er det ikke normalt at føre passagerlister, skriver AFP.
I maj druknede flere end 150 personer, da en færge sank på en flod i den centrale del af landet.
Vandstanden i de fleste floder i Bangladesh er på grund af monsunregnen tæt på sit højeste for tiden. Ifølge vidner er den sunkne færge da også helt tildækket af vand.
Redningsmandskab har sendt dykkere i floden i forsøget på at finde flere ofre.
Bangladesh er et af de fattigste lande i Asien, og det tætbefolkede land har mere end 230 floder, og derfor er transport med færger meget udbredt.
/ritzau/Reuters