Argentina er på randen af en statsbankerot


    Risikoen for en statsbankerot i Argentina er øget, efter at forhandlinger i New York mellem repræsentanter for den argentinske regering og en gruppe amerikanske kreditorer onsdag er afsluttet uden resultat.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det siger mægleren i striden mellem parterne, den amerikansk advokat Dan Pollack.

    Argentina har forsøgt at overtale kreditorerne til at acceptere, at de kun kan få en mindre del af deres tilgodehavender, men det har de amerikanske investorer blankt afvist. De forlanger at få det fulde beløb tilbagebetalt.

    Det oplyser Argentinas økonomiminister, Axel Kicilof, på et pressemøde onsdag aften i New York. Tidsfristen for at betale et afdrag på 538 millioner dollar til de amerikanske hedgefonde, som ejer argentinske statsobligationer, udløber onsdag amerikansk tid.

    Hvis der ikke findes en løsning i 11. time, vil det være anden gang i løbet af 12 år, at den argentinske stat er ude af stand til at opfylde sine betalingsforpligtelser over for landets internationale kreditorer.

    /ritzau/Reuters