Dødstallet i Gaza passerer 1300


    Mindst 76 mennesker har onsdag mistet livet i Gazastriben, siger lokale sundhedsmyndigheder.

    Dermed har 23 dages israelske angreb kostet flere end 1300 palæstinensere livet, skriver nyhedsbureauet AFP.

    16 af onsdagens dødsfald fandt sted på en FN-skole, der blev ramt i løbet af natten.

    Der var omkring 3000 flygtninge på skolen i Jibalia, da den ifølge FN blev ramt af fem israelske artillerigranater.

    Langt de fleste af flygtningene lå og sov, da de første granater ramte skolen.

    Mens den seneste opgørelse over dræbte ifølge AFP viser, at 1306 personer er blevet dræbt, er ikke færre end 7200 blevet såret siden starten på den israelske offensiv, der blev indledt 8. juli med luftangreb.

    Nogle dage senere – den 17. juli – intensiverede israelerne kampagnen mod den islamistiske Hamas-bevægelse ved at sende kampstyrker ind i det tætbefolkede område.

    Det opjusterede dødstal kommer samtidig med, at Israel onsdag eftermiddag har besluttet sig for at give den palæstinensiske civilbefolkning et pusterum fra angrebene.

    Det oplyser stabschefen for den israelske hær, generalløjtnant Benny Gantz, ifølge israelske medier.

    Der er tale om en midlertidig våbenhvile, der skal vare fra klokken 15.00 til 19.00 lokal tid. Det vil sige fra klokken 14.00-18.00 i Danmark.

    Den midlertidige humanitære våbenhvile, der skal give palæstinenserne mulighed for at få nødhjælp, medicin, mad og andre forsyninger ind i området, oplyser den israelske hær ifølge nyhedsbureauet AFP.

    /ritzau/AFP