EU klar med sanktioner mod russiske pengemænd


    De 28 EU-landes ambassadører er mandag aften blevet enige om at sætte russiske pengemænd på listen over personer, som ikke må komme ind i EU, og som får indefrosset deres midler i europæiske banker. Også flere virksomheder vil ifølge diplomatiske kilder blive sat på listen.

    Det er endnu ikke klart, hvor mange der bliver tilføjet. Listen tæller allerede 87 personer samt 20 organisationer og firmaer. Listen forventes at blive offentliggjort tirsdag eller onsdag efter at være blevet godkendt juridisk.

    I sidste uge blev kriterierne for, hvem der kan blive sanktioneret af EU, udvidet.

    Nu kan de personer, som har været med til at yde finansiel eller materiel støtte til handlinger, der underminerer eller truer Ukraines suverænitet, territoriale integritet eller uafhængighed, blive tilføjet.

    Hidtil har sanktionerne kun kunnet ramme personer, som har været direkte involveret i urolighederne i Ukraine, beslutningstagerne omkring annekteringen af Krim-halvøen og de, der har haft en økonomisk gevinst af, at Krim blev erklæret russisk.

    På mødet mandag blev ambassadørerne også enige om at begrænse handlen med infrastruktur og naturressourcer som gas med Krim-halvøen for at vise, at EU stadigvæk ikke anerkender den russiske annektering af Krim.

    EU-ambassadørerne mødes igen tirsdag, hvor de skal diskutere indførelsen af bredere økonomiske sanktioner mod Rusland, som blandt andet vil ramme dele af den russiske energisektor og begrænse russiske bankers adgang til det europæiske marked.

    Det er ifølge Ritzaus oplysninger ambitionen, at det næste store sanktionsskridt kan nøjes med at blive besluttet af ambassadørerne tirsdag. Ellers skal EU-landenes chefer til Bruxelles for at godkende dem på et topmøde.

    Det var EU-landenes udenrigsministre, som tirsdag i sidste uge reagerede på nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 ved at bede EU-Kommissionen om at forberede de økonomiske sanktioner. Derudover ville de have muligheden for at sanktionere de russiske pengemænd.

    /ritzau/