En dansk cyklist døde i sidste weekend i en trafikulykke i Sydfrankrig. Manden var på ferie i byen Nyons i Provence-regionen.
Det skriver flere medier, og Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at en dansker er død i Sydfrankrig, men ministeriets kommer ikke med flere oplysninger.
Den danske mand cyklede ned ad bakke på en vej med mange sving, da han stødte sammen med en bil. Selvom et redningsmandskab hurtigt rykkede ud til stedet, stod mandens liv ikke til at redde.
Det beretter den franske avis Vaucluse Matin ifølge flere danske medier. Ulykken skulle have fundet sted klokken 14.17 den 19. juli på strækningen mellem Vinsobres og Valréas omkring 140 kilometer nord for Marseille.
De pårørende er underrettet. Der sad to personer i den bil, som manden kolliderede med, men de slap uskadte fra ulykken.
/ritzau/