Den lokale afdeling af Ukraines katastrofeministerium siger, at der er blevet fundet 196 af de omkomne på stedet, hvor et malaysisk passagerfly styrtede ned i det østlige Ukraine torsdag. Alle ligene er blevet fjernet fra området af prorussiske oprørere.
– Der var søndag morgen fundet 196 lig i Shakhtarskij-regionen på stedet, hvor en Boeing 777 styrtede ned, hedder det i en pressemeddelelse, hvor det også fremhæves, at dykkere er involveret i eftersøgningen efter omkomne, da der er et vandreservoirer i området.
Samtlige 298 om bord på Malaysia Airlines-flyet, der var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, blev dræbt, da passagerflyet åbenbart blev skudt ned af et missil.
Ifølge nyhedsbureauet AP har oprørere lagt de omkomne i ligposer, der er blevet lagt på lastbiler og kørt væk fra stedet. Nyhedsbureauet skriver, at der ikke var nogen omkomne at se ved nedstyrtningsstedet søndag.
En ukrainsk talskvinde, Natalija Bystro, siger ifølge AP, at katastrofeministeriets folk har arbejdet under højtryk og er blevet tvunget til at udlevere de omkomne til væbnede oprørere. Hun siger, at Kijev-regeringen ikke har nogen idé om, hvor ligene er blevet bragt hen.
En oprørsleder appellerede lørdag til Rusland om at hjælpe, da situationen blev stadigt mere forværret ved flyvraget. Han beskyldte den ukrainske regering i at hindre eksperter i at nå frem og for at lade lig ligge og rådne i varmen.
– Ligene af uskyldige mennesker ligger i heden. Vi forbeholder os ret til at fjerne ligene, hvis forsinkelserne fortsætter, sagde Aleksandr Borodaj, premierminister i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk.
/ritzau/Reuters











