Du kan blive fed af frugt


    Spis mere frugt – mindst “6 om dagen” – hedder det i de officielle danske kostråd. Og frugt er da også sundt for normalvægtige. Men for den halvdel af danskerne, som ifølge Sundhedsstyrelsen er overvægtige, kan frugt være en decideret dårlig idé, lyder budskabet i en ny stor metaanalyse af forskning på området. Det skriver Politiken lørdag.

    – For overvægtige er der en høj risiko for, at kalorier fra frugt bare lægges oven i det øvrige kalorieindtag. Derfor kan frugt give vægtøgning og skade vægttabsindsatsen, siger en af verdens førende forskere i fedme og ernæring, professor i folkesundhed David Allison fra University of Alabama til Politiken.

    Den amerikanske professor er medforfatter af analysen, som netop er bragt i American Journal of Clinical Nutrition. Her er konklusionen, at øget indtag af frugt og grønt ikke fører til vægttab.

    Den danske fedmeprofessor Arne Astrup er leder af Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og har selv publiceret flere videnskabelige artikler om emnet. Han siger om analysen:

    – Der er ingen tvivl om, at frugt opfattes, som om det er med til at bekæmpe overvægtsproblemer.

    – Men man taber sig ikke af at spise frugt. Tværtimod ser det ud til, at man tager på. Hvis det er overvægt, man vil bekæmpe, er frugt som mellemmåltid ikke vejen at gå, siger Arne Astrup til Politiken.

    Ifølge Fødevareinstituttet er frugt et populært mellemmåltid, og frugtordninger er udbredt på arbejdspladser. Men en moden banan og et æble giver 200 kalorier. Oven i dagens øvrige kalorier kan det ifølge Arne Astrup give en vægtøgning på 2 kilo på et år.

    For overvægtige skal frugten derfor erstatte kage og dessert, ellers feder den, understreger professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet.

    /ritzau/