Hamas afviser våbenhvile: Vi undskylder


    Hamas har officielt meddelt Egypten, at det forkaster et egyptisk forslag om en Gaza-våbenhvile, siger en talsmand for den islamistiske gruppe.

    – Udfaldet af de interne diskussioner blandt bevægelsens institutioner er en forkastelse af forslaget, og derfor har Hamas meddelt Egypten, at det undskylder for, at det ikke kan acceptere det, siger talsmanden Sami Abu Zuhri.

    Den væbnede fløj i Hamas har allerede tidligere forkastet den egyptiske plan. Israel, som kortvarigt indstillede dets offensiv i Gaza, har genoptaget den efter flere raketangreb mod Israel på tværs af grænsen fra det palæstinensiske område.

    Allerede tidligt tirsdag morgen afviste den væbnede gren i Hamas, al-Qassam-brigaden, forslaget fra Egypten om en våbenhvile med Israel. Forslaget blev afvist med, at det var “tæt på en vittighed”.

    Efter en uges optrappet konflikt er den første israeler blevet dræbt af en raket fra Gazastriben, skriver flere internationale medier onsdag. Der er tale om et civilt offer, en 37-årig mand, der blev dødeligt såret nær grænseovergangen Erez, skriver den israelske avis Haaretz på sin netavis.

    Omkring 200 palæstinensere har mistet livet, og flere end 1100 er blevet såret siden tirsdag, da Israel indledte sine bombardementer mod militante palæstinensere fra Hamas i Gazastriben.

    Det egyptiske våbenhvileforslag, som Israel accepterede, indebar en øjeblikkelig våbenhvile.

    Desuden skulle grænseovergange åbnes for personer og gods så snart, at sikkerhedssituationen var blevet stabil.

    Formålet med den israelske offensiv er at bremse den seneste tids raketangreb fra militante i Gaza. Siden 8. juli er der blevet affyret knap 1000 raketter og mortergranater mod Israel, mens det israelske luftvåben ifølge militæret har udført omkring 1500 angreb på mål inden for Gazastriben.

    /ritzau/Reuters