EL: Mette F. kryber uden om fattigdomsproblem


    Fire ud af ti kontanthjælpsmodtagere har ikke råd til medicin.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det problem skal Socialministeriet undersøge nærmere, men en del af det er allerede løst, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i et svar til Enhedslisten. Det skriver Avisen.dk.

    Men det er ikke godt nok. Mette Frederiksen forholder sig ikke til det virkelige problem: At man er fattig på kontanthjælp, siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen.

    – Jeg er ikke tilfreds med svaret. Hun kryber udenom og forholder sig ikke til undersøgelsen og den kendsgerning, at over 40 procent af kontanthjælpsmodtagerne har oplevet ikke at have råd til medicin. Det tal er så stort, at man ikke bare kan ignorere det, siger han til Avisen.dk.

    En løsning kan være at indføre gratis lægeordineret medicin, som man har gjort i Grønland, foreslår han.

    Men problemet er allerede løst med den seneste kontanthjælpsreform, mener beskæftigelsesministeren.

    – Vi har gennemført en kontanthjælpsreform, hvor vi netop har skruet op for hjælpen til de mest sårbare på kontanthjælp, skriver Mette Frederiksen i svaret til Enhedslisten, og henviser til den mentorordning og mere helhedsorienterede indsats, reformen lægger op til.

    Derudover gør hun ifølge Avisen.dk opmærksom på de tilskudsmuligheder, der findes, blandt andet det sociale tilskud, som fattige kan søge ved deres egen kommune.

    Det er op til kommunen at vurdere, om de vil give borgeren tilskud, og flere og flere syge får afslag, fordi kommunerne skal spare, lyder det fra patient- og pårørendeforeninger.

    – Vi kan godt mærke, at kommunerne har strammere budgetter. Det er blevet meget sværere at få tilskud til for eksempel medicin, siger Kenneth Engstrøm, direktør for det sociale netværk Psykisk Sårbar til Avisen.dk.

    Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, men Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, er enig med hende i, at kontanthjælpsreformen råder bod på nogle af problemerne.

    – Jeg mener ikke, at reformen har gjort det værre. Tværtimod har vi afskaffet kontanthjælpsloftet, så kontanthjælpsmodtagerne har fået flere penge mellem hænderne. Men reformen trådte først i kraft for et halvt år siden. Giv den nu tid til at virke, siger han til Avisen.dk.