Husspektakler: Fire børn og to voksne dræbt


    En bevæbnet mand dræbte onsdag aften lokal tid mindst fire børn og to voksne efter uroligheder i et hjem i den amerikanske delstat Texas.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Derudover er en kvinde i livsfare, efter at hun blev skudt i hovedet under episoden i byen Spring, der ligger uden for Houston. Hun blev fragtet med helikopter til et hospital, hvor hun kæmper for sit liv.

    Et af de dræbte børn døde af sine kvæstelser på hospitalet. De to dræbte voksne var begge mænd.

    Kvinden var dog i stand til at fortælle politiet, hvor den mistænkte – der menes at være i familie med ofrene – var flygtet hen. Efter en biljagt på mindst 20 minutter fik politiet standset og omringet manden, og ifølge flere amerikanske medier har han overgivet sig.

    – Vi fangede ham på en blind vej, fortæller en leder fra det lokale politi.

    Omkring 50 politifolk med skarpladte våben havde samlet sig om den mistænktes bil, og specialstyrker var sendt ud til stedet.

    Skyderiet er det seneste i en række lignende sager.

    Den amerikanske præsident, Barack Obama, har tidligere advaret om, at våbenkontrollen bør skærpes for at undgå eksempelvis skoleskyderier.

    På den anden side står den amerikanske våbenlobby, der mener, at retten til at bære våben er med til at skabe tryghed og beskyttelse.

    I maj dræbte en studerende seks personer og begik derefter selvmord i Californien, mens en anden mand i juni dræbte en person og sårede to andre på et campus i Seattle.

    Senere i juni skød og dræbte et kærestepar to politifolk og en civil i Las Vegas, mens en teenager dræbte en 14-årig på en skole i Oregon.

    /ritzau/AFP