Loven for syvårig Im hjælper mange andre


    Den blev af kritikere betegnet som en særlov. Designet til at hjælpe syvårige Im og hendes mor, Suthida Nielsen, mod udvisning til Thailand, efter at morens danske mand var død, hvorved de to mistede deres tilknytning til Danmark.

    Men den såkaldte Im-lov har på få måneder også hjulpet en stribe andre udlændinge mod udvisning. Det skriver Politiken torsdag.

    I alt otte personer fra så forskellige lande som Thailand, Filippinerne, Irak, Kenya, Kina, Makedonien og Tyrkiet har således siden ikrafttrædelsen 1. februar i år til 27. maj fået lov at bevare deres opholdstilladelse med henvisning til loven.

    Dertil kommer et ikke oplyst antal børn af de otte personer.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen ifølge Politiken.

    For Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, illustrerer rækken af sager, at Folketingets øvrige partier gjorde det rigtige.

    – Det viser, at det var rigtig fornuftigt med en lovændring frem for en hokuspokus-enkeltsagsmanøvre for Im og hendes mor. Det skulle nødigt være sådan, at retspraksis i Danmark afhang af, om man er nuttet nok til at komme i Aftenshowet eller på forsiden af Politiken, siger hun til Politiken.

    Loven blev vedtaget – med to års tilbagevirkende kraft – af alle Folketingets partier bortset fra Dansk Folkeparti og blev hasteaftalt i en sen aftentime i december.

    Konkret undtager lovændringen personer som Ims mor fra at blive udvist, selv om de mister deres danske ægtefælle. Og det uanset hvor kort tid de har været i Danmark, hvis de vel at mærke har gjort en indsats for at blive integreret.

    /ritzau/