Landevej lukket efter voldsom trafikulykke


    To personer er blevet indlagt med alvorlige kvæstelser, efter at de tirsdag morgen var indblandet i et voldsomt trafikuheld syd for Holstebro.

    – Vi har to biler, der er stødt sammen, og der er to personer, som er alvorligt kvæstet, siger vagtchef Gert Høeg, Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.

    Uheldet skete ifølge politiet omkring klokken 6.30 på Skjernvej nær Agerfeldt.

    Årsagen til sammenstødet er stadig uvis, og vagtchefen har ikke yderligere oplysninger om de tilskadekomnes tilstand.

    Uheldet betyder, at vejen er spærret i begge retninger mellem Nr. Felding og Klejnstrup.

    – Og vi regner ikke med at åbne op lige foreløbigt, siger vagtchefen ved ottetiden og forklarer:

    – Bilinspektøren skal først have undersøgt stedet og forsøge at få et overblik over, hvad der er sket. Og så skal vi have fat i nogle vidner, der kan hjælpe os.

    /ritzau/