Israel bomber igen Gaza


    Det israelske luftvåben har natten til tirsdag lanceret en række angreb mod Gazastriben, efter at militante palæstinensere i Gaza i løbet af mandag affyrede op mod 85 raketter mod det sydlige Israel.

    Ni personer er såret i de nye luftangreb, men der er ingen meldinger om dræbte, oplyser øjenvidner og palæstinensiske sikkerhedskilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

    En talsmand for den israelske hær bekræfter, at der er blevet iværksat en militær operation med kodenavnet “Protective Edge”, men ønsker ikke at give yderligere detaljer om missionen.

    Ifølge Reuters er mere end 30 mål i Gazastriben blevet bombet i løbet af en time inden daggry, og det er folk fra Hamas’ væbnede gren, der sigtes efter.

    Det israelske militær opfordrede inden bombardementet israelere i området til at holde sig inden døre og i nærheden af beskyttede områder. Sommerlejre blev som en ekstra sikkerhedsforanstaltning lukket ned.

    Angrebene gik blandt andet ud over to hjem i det sydlige Gaza. Det ene af dem tilhørte et Hamas-medlem, fortæller en nabo til Reuters.

    Husene var dog angiveligt blevet forladt, inden Israel satte angrebene ind.

    Hamas’ væbnede gren advarer imod, Israel har “krydset en rød linje ved at angribe huse”.

    – Hvis disse handlinger ikke stopper, vil vi svare igen ved at udvide radiussen for vores mål til et punkt, hvor fjenden vil blive overrasket, hedder det i en meddelelse.

    Spændingerne er taget til mellem Israel og Hamas, efter at tre jødiske teenagere blev bortført og dræbt 12. juni i Hebron på Vestbredden. Israel anklager Hamas for at stå drabet på de tre teenagere.

    Senere er en palæstinensisk dreng blevet fundet dræbt, i hvad der af visse palæstinensere betragtes som en hævnaktion for de tre israeleres død.

    /ritzau/