Tusindvis af fisk fundet døde i jysk bæk


    Tusindvis af fisk blev i weekenden fundet døde i Torsted Bæk i Horsens. Horsens Kommune kender endnu ikke den præcise årsag til forureningen af bækken, men Natur- og Miljøafdelingen mistænker giftig tagrens for at være årsagen til det store antal døde fisk.

    Miljøvagten i Horsens Kommune blev lørdag alarmeret af en borger, der havde bemærket hvidt skum i bækken. Miljøvagten kunne konstatere, at forureningen stammede fra en regnvandsledning fra et nærliggende villakvarter.

    – Vi har taget nogle prøver, som vi har sendt til nærmere undersøgelse i Berlin. Vi har en formodning om, at det kan være tagrens, da det skummede rigtig meget, siger ingeniør i Natur- og Miljøafdelingen i Horsens Kommune, Tony Bygballe.

    Området blev i lørdags ramt af et kraftigt regnvejr, og det er formentlig de store mængder vand, der har skyllet giften ned i kloakken og videre ud i Torsted Bæk, der løber gennem Horsens.

    Tony Bygballe opfordrer borgerne til at være opmærksomme på, hvad de renser deres tag med, da det ikke er alle midler, der er miljøgodkendte.

    – Hvis vi finder ud af, hvor giften stammer fra, og det viser sig, at der er brugt ulovlige midler, vil vi helt sikkert foretage en politianmeldelse, siger Tony Bygballe.

    Alt liv på den forurenede to kilometer lange strækning er dødt. Det gælder både insekter, orme og fisk. Det er primært ørreder, der er fundet døde, men også en enkelt ål. Ifølge Horsens Kommune kan der gå op til to år, før fiskelivet i bækken er tilbage på normalt niveau.

    /ritzau/