Kontanthjælpsreformen: Kan gøre flere unge hjemløse og fattige


    Kontanthjælpsreformen har fået unge til selv at finde et job eller komme i gang med en uddannelse. Men også svage unge risikerer at miste kontanthjælpen, da de hverken er i stand til at gå i gang med en uddannelse eller få et job.

    Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte, siger, at det er vigtigt, at de unge tilbydes den hjælp, de har brug for, så de ikke falder ud af systemet.

    – Man kan kort fortalt sige, at det er tre ting, der får unge til at falde ud af systemet: Det er misbrug, psykiske problemer og fattigdomsproblemer, siger Jann Sjursen.

    Den seneste hjemløseoptælling fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at antallet af unge hjemløse er vokset fra 633 i 2009 til 1138 i 2013 – en stigning på cirka 80 procent.

    – Og der er ikke noget, der tyder på, at det billede er ændret. Vi frygter, at reformen vil skubbe endnu flere unge ud i hjemløshed. Det er for tidligt at sige, om det er en direkte konsekvens af kontanthjælpsreformen fra nytår, men der er kommet flere, siger formanden.

    I forbindelse med at kontanthjælpen blev sat ned, blev det i Socialministeriet skønnet, at op imod 2000 mennesker vil få brug for huslejehjælp i 2015 som følge af den nedsatte hjælp.

    Jann Sjursen påpeger behovet for en sammenhængende indsats på området. Og at kommunen skal være opsøgende i sit arbejde.

    – Det er alfa og omega. Unge, der har droppet systemet, skal vi have fat i. Her kan man også inddrage væresteder og prøve at bygge bro. Det er dog vigtigt at bevare fristeder for de unge også, hvor de ikke konstant bliver mødt af krav, siger formanden.

    – Hvor nogle unge med den nye kontanthjælp får et incitament til prøve noget af, så er der andre, der har opgivet at få hjælp. Og det, at man bliver sat til en lavere ydelse, hjælper ikke, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

    /ritzau/