Danskernes formue er tre gange større end deres gæld


    En typisk dansk husstand har en nettoformue på 2,4 millioner kroner. Det viser tal fra Realkreditrådet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det betyder, at danskernes formuer er over tre gange større end deres gæld.

    – Der tales meget om danskernes gæld, men formuerne er langt større. Flere analyser fra Nationalbanken og Erhvervs- og Vækstministeriet viser da også, at danskerne har store formuer og en robust økonomi, siger underdirektør i Realkreditrådet Peter Jayaswal.

    – Internationalt set er danskerne også formuende, og vi er rigere end både svenskerne og tyskerne, siger han om tallene.

    Det er ikke millioner i kontanter, danskerne ligger inde med. Formuerne omfatter blandt andet boliger, biler, værdipapirer og pensioner.

    Og det er boligformuen, der udgør størstedelen af formuerne. Omkring 41 procent af den samlede formue er i mursten.

    Den gennemsnitlige formue steg med 90.000 kroner pr. husstand sidste år. Det er især et bedre afkast på aktiemarkedet, der er årsag til, at danskernes formue voksede.

    Og mens formuen er vokset, er gælden i samme periode stort set uændret.

    – Sidste år steg danskernes nettoformuer i gennemsnit med 7500 kroner om måneden, især som følge af stigende aktiekurser. Danskernes gæld voksede derimod stort set ikke, siger Peter Jayaswal.

    – Udviklingen dækker over, at der er optaget nye lån, men også, at gælden er nedbragt. Vi ser eksempelvis, at boligejere med en høj gæld i forhold til boligværdien barberer meget af bankgælden, siger Realkreditrådets underdirektør.

    /ritzau/