Sundhedsministre fra en række lande i Vestafrika mødes onsdag for at planlægge drastiske tiltag mod den hidtil dødeligste ebolaepidemi, mens snesevis af nye tilfælde fortsætter med at dukke op.
Der har indtil videre været 759 bekræftede eller mistænkte tilfælde af den blødende feber i Guinea, Liberia og Sierra Leone, oplyser sundhedsorganisationen WHO og tilføjer, at 467 personer er døde af ebola.
– Det gør det aktuelle udbrud af ebola til det hidtil største, hvad angår antal tilfælde og antal døde samt udbruddets geografiske udbredelse, oplyser WHO i en erklæring. Videre hedder det, at 11 vestafrikanske sundhedsministre mødes onsdag og torsdag til en todages konference i Ghana.
På trods af FN-agenturet og andre sundhedsarbejderes indsats har der været en markant stigning i antallet af nye sager og dødsfald i de seneste uger, lyder det fra WHO.
Hjælpeorganisationen Læger Uden Grænser sagde i sidste uge, at spredningen af virussen, der har haft en dødelighed på mod 90 procent i tidligere udbrud, var ude af kontrol med flere end 60 lokaliteter med ebolaudbrud.
WHO’s seneste tal bekræfter 129 yderligere tilfælde af ebola. Dertil kommer, at der har været 22 nye sager og 14 dødsfald i den seneste uge.
Ministre fra Guinea, hvor 413 bekræftede, mistænkte og mulige tilfælde er dukket op indtil videre med 303 dødsfald, og Liberia, der har 107 sager og 65 døde, deltager i konferencen.
Sierra Leone, der har registreret 239 sager og 99 døde, vil også være repræsenteret, ligesom Elfenbenskysten, Mali, Senegal, Gambia og Guinea-Bissau er inviteret sammen med Ghana og lande som Uganda og DR Congo.
Endvidere vil der være deltagelse fra FN-agenturer og andre hjælpeorganisationer som Læger Uden Grænser og Røde Kors samt personale fra sundhedscentre i Vestafrika, Storbritannien, USA og EU.
/ritzau/AFP