Cykelholdet Christina Watches-Kuma, der har Bo Hamburger som sportsdirektør og Michael Rasmussen som kommerciel direktør, er ikke fundet stærkt nok til deltagelse i årets udgave af etapeløbet Post Danmark Rundt.
Danmarks Cykle Union (DCU) har udtaget tre andre danske hold til Post Danmark Rundt: Cult Energy-Vital Water, Riwal Cycling og Trefor-Blue Water.
Ud over Christina Watches-Kuma er også Designa Køkken-Knudsgaard siet fra. Løbsdirektør Jesper Worre forklarer om udtagelsen af de tre danske hold:
– Det har været et meget flot dansk cykelforår både nationalt, men også med mange flotte danske internationale resultater. Vi har lagt vægt på resultaterne i de kørte Post Cup-afdelinger, ved U23-DM, i de danske UCI-løb, ved DM i holdløb og selvfølgelig ved DM-ugen i Faaborg.
– Det er tydeligt, at de tre udtagne hold har niveauet og setuppet til at begå sig i Post Danmark Rundt, og vi er derfor glade for at kunne byde dem velkommen til vores løb, siger Jesper Worre i en pressemeddelelse.
Danske ryttere på de to danske UCI-registrerede hold, som er valgt fra, Christina Watches-Kuma og Designa Køkken-Knudsgaard, kan dog stadig blive udtaget til Post Danmark-holdet, der består af de bedste danske ryttere, som ikke er med.
Hvilke ryttere, der er udtaget til dette hold i 2014, offentliggøres tirsdag middag.
Årets udgave af Post Danmark Rundt køres fra 6. til 10. august med start i Hobro og mål på Frederiksberg Allé i København.
/ritzau/