Kendt slagter får bøde for udenlandsk ansat


    En kendt forretning i København, Slagteren ved Kultorvet, er mandag idømt en bøde på 190.000 kroner, fordi en udenlandsk mand arbejdede i for mange timer.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    En dommer i Københavns Byret har fulgt anklagemyndighedens krav i sagen, som drejer sig om en nepaleser, der havde fået lov til at studere i Danmark.

    Ifølge reglerne måtte han ikke arbejde mere end 15 timer pr. uge, men den regel kendte direktøren, der kalder sig Jens Slagter, ikke noget til, har han fortalt.

    Under retssagen håbede han at kunne slippe for bøden eller i hvert fald at få den nedsat betragteligt.

    – Der er altså ingen, der er kommet til skade eller er blevet udnyttet, så jeg synes, at bødens størrelse er ude af proportioner, sagde han forleden i forbindelse med retsmødet.

    Direktøren fortalte, at han havde tjekket både opholds- og arbejdstilladelse og havde taget en fotokopi af den unge mands pas.

    – Jeg havde ingen økonomisk vinding ud af at ansætte netop ham, men han var en rigtig god medarbejder, sagde Jens Petersen forleden.

    En række arbejdsgivere har fået bødestraf, fordi de har beskæftiget udlændinge i mere end 15 timer pr. uge.

    /ritzau/