Militante dræbte mange i nigerianske landsbyer


    Formodede militante islamister dræbte søndag snesevis af mennesker i tre nigerianske landsbyer – blandt andet i en kirke, hvor der blev holdt gudstjeneste.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Angrebene skete kun få kilometer fra Chibok, hvor militante Boko Haram-oprørere for nylig bortførte over 200 skolepiger.

    Søndagens tre angreb skete samtidig på tre landsbyer i delstaten Borno.

    Boko Haram, der siger, at den arbejder for en islamistisk stat i nordlige Nigeria, har siden 2009 dræbt tusindvis af mennesker.

    Gruppen er uden sammenligning den største sikkerhedstrussel mod Afrikas største økonomi og største olieproducent.

    Den ekstreme vold overskygger alle regeringens bestræbelser på at lokke udenlandske investorer til Nigeria, der har muligheden for at blive en økonomisk gigant på det afrikanske kontinent.

    Samuel Chibok, en overlevende fra angrebet på landsbyen Kautikiri, siger at omkring 20 mænd kom ind i byen i en Toyota pick-up og på motorcykler. De skød vildt omkring sig og sigtede især på deltagerne i den lokale gudstjeneste.

    – Jeg troede først, at det var militæret, men da jeg kom ud, så jeg, at de skød på folk, og at de satte ild til vores huse. Han fortæller, at to af hans slægtninge blev dræbt.

    Præsident Goodluck Jonathan siger, at Nigeria er gået ind i en af landets mørkeste faser.

    Boko Haram bortførte for få dage siden over 60 kvinder og unge piger i det urohærgede nordøstlige Nigeria. Mindst 30 mennesker blev dræbt under angrebet, siger øjenvidner i rapporter sendt til journalister.

    Det var 14. april, at Boko Haram bortførte over 200 teenage-piger fra en kostskole i Chibok.

    /ritzau/AFP