Nigerias træner: Messi er fra en anden planet


    Nigeria er klar til 1/8-finalen ved VM, men nigerianerne måtte have hjælp af Bosnien for at klare skærene i sidste spillerunde i Gruppe F.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Bosnien vandt nemlig 3-1 over Iran, og så betød det ikke noget, at Nigeria tabte med 2-3 til Argentina, hvor Lionel Messi viste storform med to flotte scoringer i første halvleg.

    Nigerias træner Stephen Keshi har da også kun roser til overs for målmaskinen fra Barcelona efter kampen i Porto Alegre.

    – Messi er en utrolig spiller. Det kan du ikke tage fra ham. Han er så talentfuld. Der er andre spillere i den argentinske trup, der er stærke, men Messi er fra Jupiter, siger Stephen Keshi ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Trods nederlaget er Nigeria altså klar til knald-eller-fald-kampene for første gang siden VM i 1998, hvor vestafrikanerne tabte 1-4 til Danmark i 1/8-finalen.

    – Jeg er beæret og meget glad for, at det gik vores vej. Jeg vil gerne takke vores fans for opbakningen, lyder det fra Stephen Keshi.

    Hans mandskab skal i næste runde møde vinderen af Gruppe E, hvilket efter alt at dømme bliver Frankrig.

    /ritzau/