To unge dømt for en række grove røverier


    To unge mænd på 18 og 20 år har i dag fået dom for en stribe røverier i Hvidovre og Vallensbæk.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Den 20-årige, der kommer fra Brøndby Strand, blev idømt 1 år og 6 måneder for et røveri mod en forretning i Sadelmagerporten i Hvidovre. Han blev også dømt for et røveriforsøg mod en forretning på Vallensbæk Stationstorv. Begge gange truede han sig med pistol til at få udleveret kassebeholdningen.

    Den 18-årige, der kommer fra Hvidovre, fik ligeledes en dom på 1 år og 6 måneder. Dommen var en kombinationsdom, hvoraf 6 måneder blev gjort ubetinget og resten betinget. Han blev dømt for to røverier samt et røveriforsøg, begået til dels i forening med den 20-årige. Ligeledes i Hvidovre og Vallensbæk. Også her blev der truet med våben til at få udleveret kassebeholdningen.

    De blev anholdt den 13. november 2013 og har siddet varetægtsfængslet til dommen, som blev afsagt i dag.

    Den 20-årige modtog dommen, mens den 18-årige udtog betænkningstid.