Formanden for Dansk Folkepartis nye gruppe i EU-Parlamentet, muslimske Syed Kamall, har ingen skrupler ved at lukke partiet ind i varmen, selv om gruppen i 2009 sagde nej til Morten Messerschmidt, som syv år tidligere havde fået en dom for racisme.
– Jeg satte mig ned med Morten, og jeg sagde, hør Morten, jeg har læst de her historier om dig, folk kalder dig de her ting. Jeg vil se dig i øjnene, og jeg vil have, at du fortæller mig, hvordan det hænger sammen, siger Syed Kamall.
Under den snak blev Kamall overbevist om, at Dansk Folkeparti er på en politisk rejse, og at Messerschmidt har forandret sig.
– Når jeg ser dem ind i øjnene, fortæller de mig, at de er på en rejse, at de vil være et mainstream parti, og at de er engagerede i at reformere. Af de årsager er jeg meget glad for at byde dem velkommen i vores gruppe, siger han.
Selv om der tidligere har været intern kritik blandt de britisk konservative, som leder gruppen, af, at Dansk Folkeparti var på vej ind i gruppen, mener Kamall, at det var bekymringer, som nu er væk.
For hver nyt parti, gruppen har åbnet døren for, har ECR trawlet internettet igennem for at se, hvad der bliver skrevet om det, hvorefter gruppen har stillet spørgsmål direkte til de nye partier. Det er ifølge Kamall resulteret i, at Sverigedemokraterna ikke fik lov til at komme ind.
– Der er en klar linje for os mellem partier, som vil kontrollere indvandring, og partier, som er anti-indvandring. Vi ved, at folk er bekymrede over indvandring, det er vi okay med. Men når de er anti-indvandring, så er det at gå for langt, siger han.
Kamall gør det klart, at hvis han har taget fejl af Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, bliver det ikke forbigået i tavshed i gruppen.
– Hvis de opfører sig på en måde, som er uforenelig med vores gruppe, så vil vi spørge ind til det, og vi vil genoverveje vores forhold.
– Men de har forsikret mig om, at hvad der end skete i fortiden, så er de blevet ældre. Man skal give alle en chance. Man bliver nødt til at komme videre, siger Syed Kamall.
/ritzau/