Ny jobindsats for ledige er på plads


    Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative er enige om en beskæftigelsesreform, der skal stoppe meningsløs aktivering og sikre uddannelse til ledige.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det står klart, efter at parterne har forhandlet igennem hele onsdagen. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at der er tale om en helt ny indsats for ledige, der lægger mere vægt på den enkelte lediges behov:

    – Aftalen er god for de ledige og for de danske virksomheder. Vi vil hjælpe de arbejdsløse bedre ved at flytte penge fra meningsløs aktivering til uddannelse og give virksomhederne adgang til bedre arbejdskraft, siger Mette Frederiksen.

    Beskæftigelsesindsatsen er gang på gang blevet kritiseret for at være for dyr og for dårlig, fordi der ifølge partier i både rød og blå blok har været for stort fokus på aktivering og “pipfuglekurser”, der ikke hjælper ledige i job.

    Spørgsmål: Kan du garantere, at den nyttesløse aktivering nu er slut?

    – Vi er enige om en markant anderledes beskæftigelsespolitik, hvor der lægges vægt på uddannelse og opkvalificering af færdigheder. Vi afskaffer den gentagne aktivering og fremover vil beskæftigelsesindsatsen tage udgangspunkt i det enkelte menneske, siger Mette Frederiksen.

    Allerede tirsdag blev regeringen enige med Venstre om en rammeaftale for beskæftigelsesreformen samt en ny vækstplan, der ifølge parterne vil trække Danmark helt ud af krisen.

    Den fremgangsmåde skabte stor utilfredshed hos De Konservative, som ikke var med ved forhandlingsbordet i Finansministeriet, da aftalen mellem finansminister Bjarne Corydon (S) og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen faldt på plads tirsdag aften.

    Uacceptabel forhandlingsstil, lød kritikken fra De Konservatives formand Lars Barfoed. Partiet har dog alligevel valgt at gå med i beskæftigelsesreformen, så den kan træde i kraft før et kommende valg.

    Ifølge Ritzaus oplysninger skal det dog ikke ses som et tegn på, at De Konservative også vil give sig i forhandlingerne om vækstplanen og slagsmålet om højere bundskat, som skal medfinansiere en afskaffelse af brændeafgiften.

    I den sidste del af forhandlingerne har De Konservative fået en mindre tilføjelse til aftalen, som vil hjælpe arbejdsgiverne, og det glæder De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Mercado:

    – Jeg er glad, fordi vi har fået mulighed for at sænke g-dagene med hele 60 millioner kroner. Det betyder en lavere udgift til virksomhederne.

    – Det gør lettere for virksomhederne at hyre, og det vil skabe større mobilitet og komme de ledige til gavn, siger De Konservatives beskæftigelsesordfører Mai Mercado.

    /ritzau/