Islamistiske oprørere fra Den islamiske Stat i Irak og Levanten (Isil) har onsdag morgen angrebet Iraks største olieraffinaderi, der ligger i byen Baiji i det nordlige Irak omkring 225 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.
Ifølge irakiske sikkerhedskilder og ansatte på raffinaderiet angreb oprørerne med maskingeværer og tunge morterer.
Angrebet blev indledt klokken fire onsdag morgen lokal tid. En mortérgranat ramte et lager med reservedele, og ifølge kilderne kan man se, at bygningen er omhyllet af røg.
Olieraffinaderiet i Baiji har været under belejring i en uge, siden oprørere fra Isil indledte en større militæroffensiv i Irak.
Udlændinge, der arbejder på olieraffinaderiet, blev evakueret tirsdag.
/ritzau/Reuters