Laudrup kan være på vej til ørkenstat


    Michael Laudrups tyrkiske agent, Bayram Tutumlu, gør ikke noget for at afvise rygterne om, at den tidligere Swansea-managers næste arbejdsgiver bor i Qatar.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Til tv2.dk fortæller han, at Laudrup har haft antennerne uden for Europa i jagten på et nyt job, og at en aftale er tæt på.

    – Jeg tror, at vi har den rette klub, men hr. Laudrup vil selv komme med en officiel udmelding i nær fremtid, siger Tutumlu.

    Flere medier har fortalt, at Laudrup forhandler med Qatar-klubben Lekwiya, hvor han skal afløse den fyrede belgier Eric Gerets.

    Tutumlu selv har da også på Twitter postet et billede af en sovende Laudrup på vej til netop Qatar.

    Og for nogle uger siden fortalte Laudrup til Politiken, at han overvejede at søge væk fra det europæiske kontinent, fordi han indtil da kun havde fået tilbud fra mindre klubber.

    – Det efterlader mig med to muligheder: At vente på et tilbud fra en større klub eller sige ja til et af de tilbud, der er kommet fra klubber uden for Europa, sagde han dengang.

    Bayram Tutumlu siger, at der formentlig vil komme en afklaring indenfor en måneds tid.

    /ritzau/