Teenage-bortførelse: Israel anholder 80 palæstinensere


    Israelsk militær har arresteret omkring 80 palæstinensere på Vestbredden efter bortførelsen af ​​tre israelske bosætter-teenagere. Ifølge israelsk radio er der flere medlemmer af den islamistiske Hamas-bevægelse blandt de anholdte.

    De tre teenagere, to på 16 år og en på 19 år, fik et lift fra en jødisk bosættelse på Vestbredden torsdag aften, og siden har ingen hørt fra dem. En af de tre teenagere er angiveligt amerikansk statsborger.

    – Vi er fast besluttet på at få drengene sikkert, hurtigt og raske hjem. Det israelske militær fortsætter bestræbelserne på at opklare deres forsvinden, og vi vil tage alle midler i brug for at få løst dette, siger oberstløjtnant Peter Lerner, en talsmand for den israelske hær.

    – Palæstinensiske terrorister skal ikke føle sig sikre, og de vil ikke være i stand til at skjule sig. De vil få det tunge skyts af det israelske militærs kapacitet at føle, advarer han.

    Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde lørdag, at de tre teenagere var blevet “kidnappet af en terrororganisation”, og han holdt Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, ansvarlig.

    Bortførelsen har udløst en massiv menneskejagt efter de tre unge, der er elever på en religiøs Yeshiva-skole nær Betlehem på Vestbredden.

    Militæret har lukket Hebron-distriktet søndag ved midnat, men meddelt, at Israel stadig vil lade humanitær bistand og lægehjælp passere. To andre grænseovergange er også blevet delvist lukket.

    Samtidig har Israels militær gennemført luftangreb på mål i Gazastriben, Hamas’ højborg, hvor mindst en person meldes såret.

    /ritzau/dpa