Mexico snydt for to mål i sejr over Cameroun


    De kontroversielle dommerkendelser tager fortsat de store overskrifter på andendagen af VM i Brasilien.

    Fredag blev Mexico snydt for to scoringer, men det lykkedes alligevel mexicanerne at slå Cameroun med 1-0 i gruppe A.

    I silende regnvejr i Natal blev Samuel Eto’o og angrebsstjernens afrikanske holdkammerater udsat for et voldsomt pres. Det var næsten bare et spørgsmål om, hvor mange minutter, der skulle gå, før Mexico ville tage føringen.

    Giovani Dos Santos flugtede efter godt 10 minutter bolden i mål, men den fremragende scoring blev fejlagtigt annulleret for offside.

    Minsandten om ikke den stærke Villarreal-angriber blev snydt endnu en gang efter en halv time. I forbindelse med et hjørnespark endte bolden ved bageste stolpe hos Dos Santos, der kastede sig bagud og fik headet bolden over målstregen.

    Kampens colombianske dommer Wilmar Roldan dømte igen offside. Sandsynligvis fordi han troede, at bolden var snittet videre til Dos Santos af en mexicansk holdkammerat. Det var bare ikke tilfældet.

    Mexicanerne fortsatte ufortrødent det målsøgende og aggressive spil, og efter en time kom belønningen.

    Igen var 25-årige Dos Santos involveret, men den dygtige angriber fik reddet sit forsøg af Camerouns målmand, der dog ikke fik kontrol over bolden. Oribe Peralta kunne følge op og sparke bolden ind i det tomme mål til 1-0.

    Camerouns utæmmelige løver, som har været i bonuskonflikt med landets fodboldforbund før VM, virkede slet ikke oppe i gear. De gange, hvor afrikanerne fik publikum op ad sæderne, var det på grund af voldsomt spil.

    I slutfasen blev det alligevel til et par farlige angreb, og Benjamin Moukandjo var tæt på at udligne på et hovedstød.

    Det første opgør i gruppe A blev spillet torsdag, hvor de brasilianske værter slog Kroatien 3-1. Også den kamp blev præget af en kontroversiel dommerafgørelse, da Brasilien fik tildelt et straffespark 20 minutter før slutfløjt, da stillingen var 1-1.

    Gruppe A’s to tophold, Brasilien og Mexico, mødes om fire dage i Fortaleza, mens Cameroun og Kroatien tørner sammen i Manaus.

    /ritzau/