Mesterholdet AaB indleder med fem lørdagskampe


    Onsdag blev tidspunkterne for de første seks runder af den kommende superligasæson fastlagt.

    Mesterholdet AaB kan forberede sig på at skulle være faste lørdagsindslag i de første spillerunder. Nordjyderne er en del af lørdagskampen i de første fem runder mod Sønderjyske (u), FC Midtjylland (h), OB (u), FC Nordsjælland (h) og Esbjerg (h).

    Det er dog ikke kun tv-rettighedshavernes værk, at AaB kun spiller lørdagskampe i den første måned af sæsonen. Der er også taget hensyn til, at holdet skal spille kvalifikationskampe til Champions League i denne periode.

    FC Nordsjælland og FC Vestsjælland står for at skyde den nye sæson i gang, når de tørner sammen på Farum Park fredag den 18. juli.

    Lørdag spiller AaB som nævnt, mens OB-Hobro (klokken 14), Silkeborg-FC København (17) og FC Midtjylland-Brøndby (19) spiller om søndagen.

    Sæsonens første mandagskamp bliver et anliggende mellem Esbjerg og Randers.

    /ritzau/