Spiontjeneste indtager Twitter med kryptisk besked


    Den hemmelighedsfulde amerikanske efterretningstjeneste CIA oprettede fredag profiler på sociale medier og fik hurtigt sat gang i snakken på Twitter.

    – Vi kan hverken be- eller afkræfte, at dette er vores første tweet, skrev CIA som det første på Twitter og opnåede på omkring seks timer over 150.000 såkaldte retweets og 220.000 følgere.

    Fra Twitters side blev det første spion-tweet hyldet for at være et godt eksempel på at være kreativ med sit første tweet.

    CIA-chef John Brennan fortæller, at de nye konti på Twitter og Facebook har til hensigt at hjælpe bureauet med at opnå en mere direkte kontakt med offentligheden og samtidig komme med informationer om CIA’s opgaver og historie samt om udviklingen i sager.

    – Vi har vigtig indsigt, som vi kan dele, siger han i en pressemeddelelse.

    Der er dog ikke sandsynlighed for, at bureauet vil dele ud af sine spionhemmeligheder. I stedet vil de sociale medier blive brugt til at distribuere nogle af CIA’s sjældne pressemeddelelser, information om ledige stillinger og fortælle om historiske sager, der er blevet frigivet til offentligheden.

    På twitterprofilen beskriver CIA sig som “nationens forsvarsfrontlinje. Vi præsterer, hvad andre ikke kan præstere, og vi tager derhen, hvor andre ikke kan komme”.

    CIA havde i forvejen konti på YouTube og Flickr.

    /ritzau/AFP