60 immigranter fra Somalia og Ethiopien og to yemenitiske besætningsmedlemmer druknede i sidste weekend i den værste tragedie ud for Yemens kyst i år. Det oplyser FN.
– Tragedien er det største enkeltstående tab i år, når immigranter og flygtninge forsøger at nå Yemen via Det Røde Hav og Adenbugten, siger Adrian Edwards, der er talsmand for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
UNHCR siger, at man stadig mangler information om tragedien, men det kan dog bekræfte, at 62 mennesker er omkommet.
– Lokale har efter sigende begravet ofrene, efter at deres lig skyllede i land nær området Bab El Mandeb på Yemens kyst, siger Adrian Edwards.
UNHCR siger, at det samme område tidligere har været plaget af lignende tragedier.
I år alene er mindst 121 mennesker omkommet i forsøget på at nå Yemen.
FN’s Flygtningehøjkommissariat har dokumentation for, at 16.500 flygtninge og immigranter er ankommet til Yemen i årets første fire måneder.
/ritzau/AFP