Michael Aastrup Jensen, der er medlem af Folketinget for Venstre, vil snarest indkalde til et stormøde for alle Venstres medlemmer i Randers.
Han har også bedt “Venstres nye makkerpar”, formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen, om at deltage, oplyser han til TV 2 Østjylland.
– Det er vigtigt, at vi får genskabt tilliden, og at de mange kritiske Venstre-folk i mit bagland får luft for den frustration, de går rundt med, siger Michael Aastrup Jensen til TV2 Østjylland.
Michael Aastrup Jensen udtrykte sit klare ønske om et formandsskifte på tirsdagens gruppemøde i i Venstre i Folketinget , men skiftede holdning under aftenens møde i hovedbestyrelsen, hvor han også er medlem.
Venstres kommuneforening i Randers opfordrede allerede lørdag Lars Løkke Rasmussen til at gå af. Der er endnu ikke fastsat en dato for stormødet i Randers.
/ritzau/