Dansk Folkeparti er onsdag blevet optaget i ECR-gruppen i EU-Parlamentet, som ledes af Storbritanniens premierminister, David Camerons, britiske konservative.
Det bekræfter talsmand i ECR, James Holtum, over for Ritzau.
– Dansk Folkeparti er blevet accepteret som medlemmer i aften, skriver James Holtum i en sms.
Morten Messerschmidts pressetalsmand Kristian Wederkinck bekræfter Dansk Folkepartis optagelse i ECR. Og optagelsen blev ifølge Wederkinck enstemmigt vedtaget.
Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt forlader dermed sin nuværende nationalistisk prægede gruppe i parlamentet, EFD.
Ved europaparlamentsvalget for halvanden uge siden fik Morten Messerschmidt et rekordantal personlige stemmer, og Dansk Folkeparti sikrede sig et ekstra mandat, således at de nu har fire pladser i EU-Parlamentet.
/ritzau/