Flygtet fange er anholdt igen


    Østjyllands Politi har tirsdag anholdt en 23-årig mand, som i weekenden flygtede fra arresten i Randers, oplyser vagtchef Christian Riis.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Han er blevet anholdt på Silkeborgvej i Brabrand, fortæller vagtchefen til Ritzau.

    Den 23-årige formåede søndag eftermiddag at forcere muren ved Randers Arrest, men det blev altså ikke til mere end knap to døgn på fri fod.

    Manden er ifølge Christian Riis varetægtsfængslet for personfarlig kriminalitet begået i Ebeltoft i marts.

    – Hvad han er fængslet for, det kommer vi ikke nærmere ind på, lyder det fra Christian Riis.

    23. marts dannede en lejlighed i Ebeltoft rammen om en uhyggelig voldsepisode, som politiet indtil videre efterforsker som et drabsforsøg.

    En gruppe på seks-otte maskerede gerningsmænd trængte ind i en lejlighed på Dråbyvej, hvor tre personer blev overfaldet med slag, spark og knivstik.

    Et af ofrene fik en punkteret lunge, mens et andet offers lunge klappede sammen.

    I sidste uge anholdt Østjyllands Politi to mænd i forbindelse med sagen. Mændene på 19 og 21 blev begge varetægtsfængslet.

    I den forbindelse oplyste vagtchef Peter Hunniche til Ritzau, at der i sagen er rejst flere sigtelser, og at flere personer undervejs er blevet fængslet.

    Tirsdag vil vagtchef Christian Riis dog ikke over for Ritzau be- eller afkræfte, om den 23-årige, som flygtede fra arresten, har været fængslet i forbindelse med den grove voldssag fra 23. marts.

    /ritzau/