Fire meter lang raket fundet ved Vesterhavet


    En turist fandt søndag eftermiddag en fire meter lang raket på Henne Strand nord for Esbjerg.

    Ved første øjekast så den store raket med sine finner ud, som om der var tale om en bombe fra et fly, men det viste sig at være en vildfaren raket fra et raketstævne med deltagelse af danske og tyske foreninger for raketentusiaster.

    Det oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Stævnet Danish Space Challenge fandt sted på Holmsland Klit, og det har ifølge politiet ikke været meningen, at den skulle havne ved den langt sydligere Henne Strand.

    – Den er fløjet rigtig langt, siger Erik Lindholdt.

    Af stævnets side på Facebook fremgår, at raketten formentlig blev affyret af nogle tyske raketentusiaster. De rapporterer om en “fremragende flyvning”, men de mistede gps-kontakt med raketten, der trods en stor eftersøgning mentes at være gået tabt i Vesterhavet.

    Helt tabt var den dog ikke, for søndag eftermiddag ved 15.30-tiden fik politiet anmeldelsen om, at en stor raket var fundet på Henne Strand ud for Klitvej.

    – Vi ved ikke, om den er landet på stranden, eller om den er skyllet i land, siger Erik Lindholdt.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq