Thisted melder sig nu i rækken af Venstreforeninger, der ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen som partiets formand.
Det er Venstre i Thisted kommet frem til på et møde søndag.
– Vi havde et møde i forretningsudvalget søndag eftermiddag, hvor vi blev enige om, at Venstre i Thisted Kommune ikke længere kan bakke op om Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre, siger Venstres formand i Thy, Jørgen Christensen, til Ritzau.
Jørgen Christensen vil endnu ikke afsløre, hvem lokalforeningen nu peger på som formand for det kriseramte parti.
– Men det var et helt enigt forretningsudvalg, hvor der sidder syv personer, der traf beslutningen, siger Jørgen Christensen.
Dermed har i alt 14 af Venstres kommuneforeninger meldt ud, at de ønsker en anden formand efter den seneste tids mange skriverier om Lars Løkke Rasmussens bilag, tøjforbrug og partistøtte.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq