I næsten fem år vidste den absolutte top i Aller Media A/S, at ugebladet Se og Hør betalte sorte penge til en kilde med tilknytning til Nets, der ulovligt forsynede ugebladet med dybt fortrolige oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort. Det skriver dagbladet BT.
Det fremgår af en fortrolig mailkorrespondance mellem tidligere chefredaktør Kim Henningsen og Aller Medias næstkommanderende, udgiverdirektør Per Ingdal, som BT har haft adgang til dele af.
Kim Henningsen ville fyre journalist Ken B. Rasmussen, men var bange for, at han som hævn ville afsløre Se og Hørs kilde.
I en mail til Per Ingdal skriver Kim Henningsen ifølge BT:
– Jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at vi løber en risiko ved at afskedige Ken B Rasmussen i forhold til Se og Hørs omdømme. Som du ved fra din tid som chefredaktør, var Ken B en af to, som havde kontakt til kilden, der forsynede os med oplysninger om PBS-transaktioner.
Dagen efter – 6. september 2011 – svarer Per Ingdal på mailen.
Han takker chefredaktøren for “orienteringen” og giver Kim Henningsen ret i, “at det er en risiko” som chefredaktøren “bør forholde” sig til.
Ingdal opfordrer herefter Kim Henningsen til at “udarbejde en kommunikationsstrategi for, hvorledes denne sag skal tackles” i tilfælde af, at Ken B Rasmussen afslører skandalen, skriver BT.
I mailen beder Per Ingdal ifølge BT desuden chefredaktøren om at minde Ken B Rasmussen om “hans fortrolighedsforpligtelser under hans afviklingssamtale.”
Per Ingdal afviser dog samtidig, at han skulle have kendt til kilden, da han selv i en kort periode var chefredaktør for Se og Hør.
– Til gengæld skal jeg understrege, at jeg ikke har kendt til denne kilde, eller Ken Bs øvrige kilder for den sags skyld, da jeg var chefredaktør-vikar på Se og Hør, skriver han ifølge BT og fortsætter:
– Første gang vi i direktionen blev orienteret om, at der fandtes en sådan kilde, var da du orienterede om det kort efter din tiltrædelse. Som du sikkert husker, instruerede vi dig om at afbryde forbindelsen til denne kilde, hvilket du var enig i.
Per Ingdal siger til BT, at den mail, bladet er i besiddelse af og nu fremlægger, ikke er “den fulde mail”, og at den sendte mail i sin fulde ordlyd tværtimod viser, at han ikke har kendt til den ulovlige brug af kreditkortkilden. Herudover har han ingen kommentarer til sagen.
Fredag i sidste uge blev Per Ingdal af politiet sigtet for sin formodede rolle i skandalen.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq