Magnussen om 8. plads: Ikke helt tilfreds


    Kevin Magnussen kan øjne point i det berømte grandprix i Monaco, men den danske Formel 1-stjerne er ikke helt tilfreds med lørdagens kvalifikation, hvor han var ottendebedst.

    – Jeg kan ikke sige, at jeg er glad for at blive nummer otte, men jeg tror, at vi fik det meste ud af det, vi har. Måske havde en syvendeplads været muligt, så vi fik ikke det maksimale ud af bilen, siger Magnussen.

    – Det er en stor udfordring at køre en god omgang her. Du føler aldrig, at det er en perfekt omgang. Der er altid små fejl hist og her, fordi det er en gadebane med bump og så videre, og fordi autoværnet er tæt på.

    – Det er både frustrerende og virkelig spændende på samme tid. Men jeg nyder det, siger Magnussen, hvis teamkammerat Jenson Button starter som nummer 12.

    Top-10 i søndagens løb scorer point, og de ville være tiltrængt for McLaren efter tre løb uden et eneste point.

    – Jeg vil ikke spå om, hvad jeg kan opnå i løbet. Jeg tager det, som det kommer. At starte som nummer otte er ikke skidt for os på nuværende tidspunkt.

    – Hvis jeg kan få en god start og vinde en position, ville det være godt. Og hvis vi passer på dækkene, får vi måske et godt løb, siger Magnussen.

    Søndagens løb starter klokken 14.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq