Reals Ancelotti: Vi fortjente sejren


    Med aftenens Champions League-sejr er Real Madrids manager, italieneren Carlo Ancelotti, nu oppe på tre sejre som træner i verdens mest eftertragtede klubturnering. Dermed tangerer han Bob Paisleys rekord, der tre gange førte Liverpool til sejr i mesterholdenes turnering.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Ancelotti stod i spidsen for Milan, da den italienske klub vandt Champions League i 2003 og 2007. Og lørdag aften stod Ancelotti nok engang med det trofæ, som Real Madrid senest vandt i 2002.

    Han erkender, at det var vanskeligt, men “i sidste ende fortjente vi det”.

    – Jeg er meget lykkelig, fordi vi har vundet et trofæ, der er meget vigtigt for Real Madrid. Vi har arbejdet hårdt hele året for det her, siger Ancelotti efter 4-1-sejren over Atlético Madrid.

    Han er den femte træner, som vinder turneringen med to hold og kommer dermed i selskab med Ernst Happel, Ottmar Hitzfeld, Jose Mourinho og Jupp Heynckes.

    Desuden tangerer Ancelotti den rekord på sejre som Miguel Munoz hidtil har været ene om med fem sejre i turneringen som spiller og træner. Ancelloti var del af det Milan-hold, som vandt i 1989 og 1990.

    En større gruppe af overglade og syngende Real Madrid-spillere afbrød Ancelotti på pressemødet efter kampen, men det tog han med humør og begyndte at synge med.

    For Atlético Madrid og træner Diego Simeone var det en bitter afslutning på en fantastisk sæson, der har budt på det første spanske mesterskab siden 1996.

    Endnu en gang gik klubben dog glip af det største trofæ i overtiden, da Real Madrid sikrede sig forlænget spilletid med en scoring af Sergio Ramos.

    I 1974 var Atlético Madrid sekunder fra at slå Bayern München i mesterholdenes turnering, men tyskerne fik udlignet og vandt siden pokalen.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq