Rapport: København førende i grøn vækst


    København er førende indenfor grøn energi og udpeges nu som rollemodel for andre byer med grønne vækstambitioner i ny rapport fra det ansete, britiske universitet London School of Economics.

    I rapporten “Copenhagen: Green Economy Leader Report” konkluderes det, at København er en af verdens førende grønne byøkonomier og en rollemodel.

    Rapportens konklusioner er bemærkelsesværdige, fordi de viser, at Københavns mangeårige satsning på at blive grøn by ikke blot har en miljø- og klimamæssigt effekt, men også har været en vigtig kilde til økonomisk vækst og beskæftigelse de senere år.

    På enkelte parametre er København ligefrem verdensførende.

    Det gælder blandt andet byens fysiske planlægning og udformning, innovationskraft, et højt uddannelsesniveau, høj beskæftigelsesgrad, lav CO2-udledning og løbende miljømæssige forbedringer.

    – Endnu en gang bliver det slået fast, at København er verdensførende indenfor grøn vækst, men rapporten påpeger også, at København skal blive ved med at træffe kloge og modige politiske beslutninger, hvis vi skal beholde førertrøjen på.

    – Rapporten dokumenterer, at grøn omstilling og vækst går hånd i hånd i Københavns Kommune, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

    Rapporten bliver fredag fremlagt som led i arrangementsrækken “Sharing Copenhagen Masterclass”, som gennemføres i anledning af Københavns kåring til Europas miljøhovedstad i 2014.

    – København har overhalet mange byer i kapløbet om at etablere en grøn økonomi. Byen hviler imidlertid ikke på laurbærrerne, men satser på at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, siger forskningsleder bag rapporten Graham Floater.

    For at København skal nå sin målsætning om at blive CO2-neutral, skal hovedstaden fortsat gennemføre energi- og ressourcebesparelser, og der vil være behov for omfattende politisk opbakning, konkluderer rapporten.

    Det gælder på områder som fjernvarme, energioptimering, affaldshåndtering og mindre CO2-udledning fra transportsektoren.

    Rapporten er lavet af LSE Cities på London School of Economics i samarbejde med Københavns Kommune.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq