Løkke fredet: Folketingsgruppe giver ham fuld opbakning


    Efter flere dage med voldsom kritik fra baglandet for tøjkøb og ferierejser betalt af partikassen fik Lars Løkke Rasmussen tirsdag opbakning fra medlemmerne af Venstre folketingsgruppe ved et gruppemøde på Christiansborg.

    Dermed har Løkke taget det første skridt i forsøget på at samle partiet og baglandet bag sig igen. Tirsdag aften venter nu et møde med Venstres forretningsudvalg, hvor flere medlemmer også har været kritisk indstillet over for partiets brug af penge på formanden.

    Efter gruppemødet siger Lars Løkke Rasmussen til pressen:

    – Gruppemødet i dag vil gå over i min egen historiebog. Det var et fantastisk møde, og jeg blev dybt rørt over alle de tilkendegivelser, jeg fik.

    Lars Løkke Rasmussen sagde mandag, at han har betalt den skat, han skulle, og at der ikke er grund til at indberette mere til Skat i sagen om tøj for 152.000 kroner og en ferierejse for 11.000 kroner.

    Over for offentligheden har Lars Løkke Rasmussen dog fortsat ikke svaret på en række konkrete spørgsmål i sagen.

    Efter gruppemødet og spørgetimen i Folketinget undlod han at svare på, om han overhovedet har betalt noget i skat. Eller om han mener, at der ikke er grund til at betale skat af goderne, som flere skatteeksperter har påpeget.

    Lars Løkke Rasmussen har heller ikke oplyst, hvor meget han har betalt tilbage til Venstres partikasse for tøjet og ferierejsen. Dermed er det fortsat uklart, hvor meget af regningen der er endt hos Venstres medlemmer.

    Over for Jyllands-Posten bekræfter medlem af Venstres forretningsudvalg Peter Gæmelke opsigtvækkende, at Venstre ikke har styr på, om alle personalegoder er indberettet til skattevæsnet efter reglerne i tiden før 2012.

    Det vil sige i den periode, hvor V-formand Lars Løkke Rasmussen har fået betalt tøj og flybilletter til Mallorca med hustru og søn.

    Til Jyllands-Posten siger Peter Gæmelke tirsdag:

    – Venstre er i fuld gang med at afklare, om partiet har foretaget korrekte indberetninger af de personalegoder, der er udbetalt i Venstres organisation, siger Peter Gæmelke og tilføjer:

    – Der er ingen tvivl om, at fra 2012 og fremad er alt indberettet. Der er tvivl om det, der ligger forud.

    Ifølge Gæmelke hænger usikkerheden sammen med, at Venstre i januar 2012 ansatte en ny partisekretær, hvis hovedopgave var at rydde op i partiorganisationen.

    Det har ikke været muligt for Ritzau at få Venstres nye partisekretær, Claus Richter, til at be- eller afkræfte, om Venstre har haft rod med indberetningerne til Skat fra før 2012.

    Ifølge Venstres Claus Hjort Frederiksen er der dog fuld opbakning fra folketingsgruppen til Lars Løkke Rasmussen.

    – Hele gruppen var enstemmigt tilfreds med den redegørelse, der blev givet (for tøj-sagen, red.). Der blev redegjort for sagens sammenhæng, at der er betalt det, der skal betales, og at der er orden i økonomien, siger Claus Hjort Frederiksen.

    Birthe Rønn Hornbech, der som det eneste folketingsmedlem fra Venstre har udtalt offentligt kritik af Løkke, har dog fortsat ikke kommenteret. Hun har tidligere sagt:

    – Hver gang tror man, at det er sidste gang. Der er nogen i toppen, der prøver at forsvare det. Det er det værste, for det kan ikke forsvares.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq